Mon ikke vi alle har noget, vi gerne vil glemme eller mindes vedrørende julen.
December måned 1971 står for mig, som den mest sørgelige. Jeg boede i et lille hus på landet sammen med min mand og vores 2 piger på 5 og 3 år.
Min mor var meget alvorlig syg, enten var hun indlagt eller også skulle hun have tømt maven for vand. I flere måneder havde hun fået kemoterapi. De ringede godt nok til mig fra Finsens, om jeg ikke ville komme og tale med dem om min mor. Men jeg sagde, jeg ikke kunne på grund af børnene.
Efter en indlæggelse måtte hun ikke bo alene hjemme og kom derfor ud hos os at bo. Hun havde det meget dårligt og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Så gjorde jeg det, at jeg ringede op til det sygehus, hun havde været indlagt på for at spørge. Min mor lå på sofaen i stuen, hvor også telefonen stod. Jeg kom til at tale med en læge, som sagde: "Ved du ikke, hvad din mor fejler?". "Nej" svarede jeg. Han siger videre: "Det er den sygdom, vi ikke kan gøre noget ved", men han ordinerede noget fra apoteket til hende. Så var jeg jo klar over, at det var kræft. Min underbevidsthed ville ikke acceptere det, f.eks. ved, jeg ikke ville komme ind på Finsens eller høre, hvad andre sagde.
Jeg kan huske, at jeg tog børnene med mig, selv om mor sagde, hun godt kunne passe dem. Det turde jeg dog ikke. Vi gik så op til min svigermor og lånte hendes bil og jeg havde fået ringet til min mand. Børnene blev hos farmor og jeg kørte op og mødtes med min mand ved apoteket. Der grædte jeg ud. Vi kørte hjem og måtte opføre os som normalt. Da jeg havde den alder, 25 år, var jeg bange for døden.
Jeg elskede min mor og samtidig følte jeg, at vi kunne tale så godt sammen. Min mor var alene fra jeg var 7 år, så bliver man knyttet stærkt til hinanden.
En dag sad min mor inde på sin seng og kaldte på mig. Hun spurgte mig: "Søster, tror du, jeg skal dø?". Jeg svarede: "Nej, så ville jeg da have fået det at vide". Det skulle jeg nok bare ikke have sagt. Det havde måske været lettere for os begge to.
En dag fik jeg min mor ud i køkkenet og lave juleting sammen med børnene. Det var også sidste gang, hun var oppe af sengen.
Juleaftensdag kom hjemmesygeplejersken til mor. Hun sagde, at mor skulle på sygehuset og det kom hun. Vi fejrede jul sammen med hende på sygehuset, mens børnene var hos farmor, hvor der var andre børn.
Mor blev mere og mere sløj og talte i vildelse. Men hun snakkede, når hun var klar, med min mand om døden og hvor hun ville ligge.
Mors pinsler endte den 14. februar 1972, hvor hun var 55 år.
Derfor har jeg i mange år altid været ked af det i december måned, dog ikke så børnene kunne mærke noget.
Skrevet d. 13.12.2003
Ingen kommentarer:
Send en kommentar