Jeg er en kvinde, der i 2010 fyldte 64 år. Jeg har 3 voksne børn og 10 børnebørn. Jeg bor i en provinsby i det sydlige Sjælland.
Jeg begyndte at skrive digte i forbindelse med, at der kom børnebørn. Når man bliver bedstemor, er det en vidunderlig kærlighed, man føler for disse små. Derfor var det også til dem, de første digte blev til. I første omgang tænkte jeg ikke på, at det var digte, jeg skrev, men derimod ord om den kærlighed, jeg følte for børnebørnene. Digtene gav jeg til børnene og jeg selv havde kopier liggende i skuffen.
Imidlertid i 2001 blev jeg opfordret til at sætte mine digte ind på Internetsiten: digte.dk, som var en hjemmeside for amatørforfattere. Det blev til flere og flere digte og nu ikke kun til børnebørnene, men også digte, der omhandlede andre ting. Det var en dejlig tid derinde, hvor jeg også kom i forbindelse med andre forfattere. Digte.dk lukkede den 31. december 2009 og den epoke var sørgeligt slut.
Jeg synes, det er så dejlig befriende og berigende at få nedskrevet sine følelser og tanker i ord. Nu har jeg og mit ældste barnebarn besluttet, at disse digte skal ind på min blog her, så andre også kan læse dem. Digtene er samlet i forskellige digtsamlinger.
Jeg håber, at I vil få det lige så rart herinde, som jeg havde, da jeg skrev dem.
Jeg vil blive meget glad, hvis du vil skrive en hilsen / kommentar til mig.
God fornøjelse!
Laila Munkholm Olsen