Jeg sidder og ser på rosenbedet,
det minder mig
om slægtsleddet.
Rosen er kraftig og én er spinkel.
Cypressen er plantet i en vinkel.
Det lille barn har uskyld og er tro,
favner alle
sjæle til ro.
Den voksne har erfaringer ad åre
og kniber måske en lille tåre.
Slægten og naturen hører sammen.
Det er lige
som i flammen,
der sender sit skær på nattens himmel
sammen med stjernernes store vrimmel.
Du ved, hvad rosen den indeholder,
den har ikke
flere roller.
Den voksne forandrer sig med tiden.
Barndommen, det er så lang tid siden.
Skrevet d. 25.06.2002
Ingen kommentarer:
Send en kommentar